EU skal øge marine fødevareproduktion

Branchen vil have Danmark med i EU-løft af marine fødevarer

EU skal producere en større del af de fødevarer, som europæerne henter fra havet. Det er budskabet fra Dansk Akvakultur Producentorganisation, der bakker op om en målsætning om, at EU selv skal producere halvdelen af sine marine fødevarer. Organisationen knytter målet til Europa-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, og opfordrer Danmark til at følge trop. Udmeldingen rejser et spørgsmål, som rækker fra havmiljøet til køledisken: Hvordan kan produktionen øges uden samtidig at lægge et større pres på naturen? For danske forbrugere handler det både om adgangen til fisk og skaldyr, fødevarernes miljøaftryk og mulighederne for mere lokal produktion. Men større produktion er ikke i sig selv en garanti for hverken grønnere mad eller lavere priser.

Øget selvforsyning kræver mere end et politisk mål

Marine fødevarer omfatter blandt andet fisk, skaldyr og tang. De kan komme fra fiskeri efter vilde bestande eller fra akvakultur, som er betegnelsen for opdræt af fisk og skaldyr samt dyrkning af eksempelvis tang. Forskellen er vigtig: Et ønske om at producere mere kan ikke uden videre omsættes til større fangster af vilde fisk. Her sætter bestandenes tilstand og reglerne for fiskeriet grænser. Derfor bliver opdræt og dyrkning centrale emner, når debatten handler om at øge Europas egen produktion.

Selvforsyning beskriver, hvor stor en del af forbruget et område selv producerer. En højere selvforsyning kan mindske afhængigheden af leverancer udefra, men gør ikke nødvendigvis fødevaresystemet uafhængigt af import. Et opdrætsanlæg kan eksempelvis stadig være afhængigt af foder, energi eller udstyr fra andre lande. Det har derfor betydning, hvordan en større produktion bliver tilrettelagt.

Den fremlagte udmelding oplyser ikke, hvornår målet om halvdelen skal nås, eller præcis hvordan det skal beregnes. Det fremgår heller ikke, om der er tale om en politisk ambition eller et mål med konkrete, bindende krav. Dansk Akvakultur Producentorganisation repræsenterer samtidig en branche med en direkte interesse i bedre muligheder for at udvide produktionen. Opfordringen bør derfor læses som et indspil til den politiske debat, ikke som en uafhængig vurdering af, hvor meget Danmark bæredygtigt kan producere.

Fisk, muslinger og tang stiller forskellige krav til miljøet

Miljøregnskabet afhænger i høj grad af, hvad der produceres, hvor det foregår, og hvilken teknologi der bruges. Fiskeopdræt i åbne havanlæg udveksler vand direkte med det omgivende hav. Foderrester og fiskenes afføring kan tilføre kvælstof og fosfor til vandmiljøet. Det er næringsstoffer, som kan fremme algevækst og bidrage til iltsvind, når algerne nedbrydes. Mere produktion kræver derfor en vurdering af den samlede belastning i det konkrete havområde, ikke kun af det enkelte anlæg.

Landbaserede anlæg kan rense og genbruge en stor del af vandet. Det giver bedre muligheder for at kontrollere udledninger, men kræver blandt andet pumper, vandbehandling og energi. En flytning fra hav til land fjerner dermed ikke automatisk miljøbelastningen; den ændrer, hvor og hvordan belastningen opstår.

A wide-angle shot of a Danish rural landscape with several wind turbines scattered across open fields under a bright blue sky. The scene captures the turbines in motion, with sunlight casting soft shadows on the ground, conveying a sense of expansion and optimism about the future of wind energy in Denmark. The natural setting emphasizes the integration of renewable energy into the countryside.

Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev, og få ugens vigtigste energinyheder direkte i din indbakke.

Muslinger og tang fungerer anderledes. Muslinger filtrerer naturligt forekommende partikler fra vandet, mens tang optager næringsstoffer under væksten. Begge kan produceres uden det tilførte foder, som fiskeopdræt normalt kræver. Når biomassen høstes, fjernes der også næringsstoffer fra havmiljøet. Det gør dem interessante i en grøn omstilling, men ikke miljømæssigt problemfrie. Anlæggenes placering, omfang og påvirkning af lokale økosystemer skal stadig vurderes. Dyrkning kan heller ikke uden videre erstatte indsatsen for at begrænse tilførslen af næringsstoffer fra land.

Klima og havmiljø skal desuden holdes adskilt i vurderingen. En produktion kan have et relativt lavt udslip af drivhusgasser og samtidig belaste et sårbart havområde. Et troværdigt grønt regnskab må derfor omfatte flere forhold end CO2 alene.

Mere europæisk produktion giver ikke automatisk billigere fisk

For forbrugerne kan en større europæisk produktion betyde flere varer med kortere geografisk afstand mellem produktionssted og marked. Men afstanden fortæller ikke hele historien om klimaaftrykket. Produktionsform, foder, energiforbrug, køling og transportform har også betydning. En dansk vare er derfor ikke nødvendigvis mere klimavenlig end en importeret vare, alene fordi den er produceret tættere på.

Prisen i butikken afhænger tilsvarende af mere end den samlede produktion. Investeringer i anlæg, løn, energi, foder og miljøkrav påvirker omkostningerne. Samtidig kan danske producenter sælge til eksportmarkeder frem for danske butikker. En større produktion herhjemme er derfor ikke et løfte om billigere fisk til danske husholdninger.

Til gengæld kan udviklingen give et bredere udvalg, hvis der er efterspørgsel efter de arter og produkter, som produceres. Her bliver tydelig information vigtig. Oplysninger om art, oprindelse og produktionsmetode kan hjælpe forbrugeren med at forstå varen, men er ikke i sig selv et fuldt bæredygtighedsregnskab. Grønne påstande bør understøttes af dokumentation, der gør det muligt at se både fordele og belastninger.

Dansk handling kræver klare mål og dokumenteret miljøeffekt

Hvis Danmark skal følge op på brancheorganisationens opfordring, bliver den afgørende opgave at omsætte ønsket om vækst til konkrete prioriteringer. Det kræver blandt andet afklaring af, hvilke arter og produktionsformer der skal udvikles, hvor anlæggene kan placeres, og hvilke miljøkrav de skal opfylde. Der skal også være et marked for fødevarerne, hvis nye investeringer skal være holdbare.

En meningsfuld indsats bør derfor måle mere end antallet af producerede ton. Udledning af næringsstoffer, energiforbrug, foderressourcer og påvirkning af naturen er også væsentlige målestokke. Brancheorganisationens udmelding sætter fokus på Europas fødevareforsyning, men afgør ikke, hvilken vej Danmark bør vælge. Den grønne gevinst afhænger af, om mere produktion kan gennemføres med dokumenterede hensyn til både klima og havmiljø.

Fakta

Marine fødevarer omfatter blandt andet fisk, skaldyr og tang. De kan stamme fra både fiskeri efter vilde bestande og kontrolleret opdræt eller dyrkning.
Akvakultur er opdræt af organismer i vand, eksempelvis fisk og muslinger, samt dyrkning af tang. Forskellige produktionsformer har forskellige miljøpåvirkninger.
Selvforsyning viser, hvor stor en del af forbruget der dækkes af egen produktion. En høj selvforsyning udelukker ikke afhængighed af importeret foder, energi eller udstyr.
Kvælstof og fosfor er næringsstoffer. For store tilførsler til havet kan fremme algevækst og bidrage til iltsvind, når algerne nedbrydes.
Muslinger og tang kræver normalt ikke tilført foder. Ved høst fjernes næringsstoffer bundet i biomassen, men den samlede miljøeffekt afhænger blandt andet af lokale forhold.
Dansk Akvakultur Producentorganisation støtter ifølge udmeldingen målet om, at EU skal producere halvdelen af sine marine fødevarer. Det fremlagte materiale angiver ikke tidsfrist eller beregningsmetode.

Kilde: Dansk Akvakultur Producentorganisation

Dele af denne artikel og tilhørende billede kan være AI-genereret og kan derfor indeholde unøjagtigheder.